GEJSTEN

Påskens lidelseshistorie genfortalt…

Forsøgte i dag at geninstallere – som det hedder – styresystemet Windows XP på en temmelig ny Dell Dimension, der blev indkøbt med support og det hele. Dell præinstallerer jo Windows, men som bekendt lever dette system typisk kort tid, før kriminelle bander på Internettet har overtaget maskinen med alskens trojanske heste: Sikkerheden er ikke i top (og det finder folk sig åbenbart i, mens de betaler skat til Bill).

Nå, men efter endt geninstallation kunne maskinen ikke finde sit netkort. I gamle dage lå det på en disk, men her var kun den samme Dell OEM cd. Ringer til Dell Support. Får en svensker i røret, som taler meget dårlig dansk. Efter mange famlende forsøg på at få at vide, hvilken netkortmodel der er i maskinen samt hvilken placering på cd’en, drivprogrammet findes (afstedkom 18 minutters ventetid med Nik&Jay) fik jeg følgende besked: Du har ikke fået drivprogrammerne med ved leveringen. Nåh, så forstår jeg bedre. Lettere oprevet over fejlen, men dog glad for at have fundet rodårsagen til alle mine problemer denne tirsdag, beder jeg supporteren om at sende de manglende programmer, så jeg kan få kalorius på benene igen.

Det gør man ikke. Punktum. Han var meget specifik omkring det. Og så sagde han noget mærkeligt. Du kan finde drivprogrammet på nettet. Jam, jeg skal for HELVEDE BRUGE drivprogrammet for at KOMME på nettet! Han kunne godt se, der var et paradoks et eller andet sted og undskyldte meget. Jeg ønskede ham god påske og lagde på – der var nu gået over 40 minutter, og det eneste jeg var blevet klogere på, var, at Dell ikke kunne sælge en PC med drivprogrammer til styklisten af hardware indeni.

Lige inden jeg smækkede røret på, eller hvad man nu gør med en mobiltelefon, fik han spurgt, om jeg ikke havde en ven, der kunne et eller andet. Sådan er det altså stadigvæk, efter så mange år skal man stadig være velsignet med et nørdevenskab for at kunne så meget som tænde for sin pc. Bronzenålen får du, hvis du har det lille PC-kørekort. Sølvnålen, hvis du har et MSCE-certifikat (som samtidig er din billet til helvede).

Men guldnålen tilfalder kun de få, som har en bror, som er datalog. Farvel, Dell.

Tillad mig at ønske d’herrer en god tur!

Den endelige løsning på Danmarks dårligdomme liger lige for. Efter årtiers diskussion af sociale problemer, arbejdsløshed og manglende nytænkning i det danske erhversliv, præsenterer GEJSTEN hermed Innovationsmodellen. Modellen er simpel. Den er båret af det enkeltes initiaiv og virkelyst. Baseret på det faktum at mennesket grundlæggende ønsker at deltage i produktion af merværdi, både for sig selv og for andre. Fremfor at fastholde individet i offer rollen, forklejne den enkeltes mulighed for at ved egen kraft at skabe en eksistens, så er Innovationsmodellen en mulighed, der genopretter den enkeltes respekt og kongerigets konkurrencemuligheder i den moderne verdensorden.

Ved at kanalisere de i dag anvendte midler til jobtrænningsprogrammer, nyttesløse kurser, særprægede og fantasifulde opkvalificeringskurser og andre tiltag der med sikkerhed fastholder individet i den initiativløse arbejdsløsheds og sjælelige armod, over i en Innitiativ-Venturefond med et formål. Nemlig det formål som ingen af de i Danmark nuværende Venturefonde eller statsligt støttede fonde formår: At støtte den gode id?©. At tilvejebringe et økonomisk grundlag for innovation der strækker sig ud over det akademisk elitære come il faut.
En fond med det ene formål, at brænde penge af på innovation, iværksættertrang, nyskabelse indenfor alle felter der har indtjenningspotentiale. For at det ikke skal ende i tragiske kulturelle kunst projekter, så er det er krav fra fondens side, at der skal være en innovativ forretningsid?© bag. Ikke det sædvanlige Biotech hokuspokus, der hvert år sluger millioner af venturekroner i jagten på verdenspatentet. Tværtimod må der forlanges forretningsid?©er der er båret af en vision om ny vækst og ikke af patentliderlig regressiv investering. Resultatet af en sådan Innovationsfond vil være, at der skabes erfaring, forretning og arbejdspladser for milliarder. Se det vil kunne gøre Danmark til en innovativ spidspyds i verdenssamfundet!

Det summer af narkobekæmpelse. Med stigende iver, og med tung støtte fra gode, konservative politikere som Tom Bæhnke har politiet skabt en succeshistorie. Man er ved at udkæmpe de sidste slag i bekæmpelsen af cannabis, denne slyngelplante, der har hele generationers forfald, vores fædrelands atter voksende udlandsgæld, PISA-resultater for ikke at tale om horderne af efterlønnere på samvittigheden.

Men tilsyneladende har det ingen virkning haft på forbruget af cannabis, at 12¬? tons af stoffet – i varierende kvaliteter og oprindelseslande – blev konfiskeret i 2004. Intet. Det svarer til 25 millioner joints. Eller 50 millioner skæverter – for hash ryges jo som bekændt i grupper af asociale blandingsmisbrugere i små, betændte miljøer. Og de 50 millioner skæverter gik Danmark så glip af i 2004 – blandt hvor mange?

Mens aspiranterne står i kø med halm i skoene foran politiskolen, og de ældre betjente – dog med stoltheden i behold – bukker under for den manglende afspadsering, vokser mængden af stiknarkomaner i de små kældertrapper på Vesterbro, som skolebørnene passerer hver morgen. Den politiske beslutning at fjerne hashhandelen på Christiania har allerede krævet sine ofre, og har tvunget ganske almindelige, borgerlige danskere, der nyder en joint i ny og nææh! at opsøge de skumle miljøer omgivet af hårde kriminelle og misbrugere. En legalisering ville indbringe over 500 millioner i afgifter alene.

Man skulle tro de havde røget hash.

Det kulturradikale oprør, det fundamentale opgør med konformismen og autoriteterne, de store ord og de bløde værdier – i dag kan vi se, hvordan hele baduljen er blevet nedarvet til børn og børnebørn, og det er ikke et kønt syn.

Mage til åndsforladthed skal man lede længe i historien efter. Mennesker med en holdning til udtryk eller som har taget formmæssig stilling til sine omgivelse – og, oh skræk, måske bruger sine penge på det – udråbes som smagsdommere med “rigtige holdninger”.

Der har vi den endelige fiasko udstillet – hvor forældre ikke længere læser for deres børn, hvor IKEA er lige så godt som Fritz Hansen, og hvor alle, der sætter form over funktion – eller kunst over mammon – bliver irrettesat, som om han stadig var barn af en 68er. Du har jo ikke forstået, hvad det handler om.

For det handler om at skrabe til sig så hurtigt, det overhovedet kan lade sig gøre. Livet er frem for alt for kort, så der er ingen tid at spilde. Men det nytter ikke. Slaget er tabt. Uanset, hvor stor vækst vi i Thor Pedersens forudbestilte analyser kan drømme med om vil det ikke ændre på andet end mængden af flomme under dobbelthagerne på VL-mødedeltagerne, mens pengene bliver brugt til rædsler og fugleskræmsler i vores gamle hovedstad.

Ifølge NY Times har de yngre, homoseksuelle mænd, som op gennem 90′ernes tryghedsnarkomani og post-koldkrigsauforisme har , nu udråbt HIV til at være et stolt mærke, som bøsser skal bære for at blive en del af broderskabet. Man korpulerer med så mange, som overhovedet muligt uden beskyttelse i tre døgn – på speed.

Det minder en del om en 68′er, som så snart pennicilinen viser sin første effekt, stopper med at tage medicinen med en resistent stamme til følge, som prompte smitter resten af kollektivet. Er der en bedre måde at genoplive bøsseforskrækkelsen på – nu med krigsmaling og ni-millimeterpistoler? Kan vi nå det inden de slår sig selv ihjel?

De prises højt ‚Äì den unge generation. De kreative unge mennesker der vil ud. Der skal realisere sig selv og opleve de fremmede kulturer. Vi må ikke presse dem endsige stille krav. Tværtimod skal de helst have det hele serveret med en guldske, mens de hviler deres kønne hoveder på en økologisk pude af gåsedun, fra fugle der levede lykkeligt og med tak har ladet livet for at blive fyld. De kender ikke til ansvarlighed. Opfostret i 90‚Äôernes selvfede årti hvor der var plads og tid til alle, der bar en våd drøm om sig selv.

Nu står de så her efter turen til det kulturelle udland. Med våde blanke øjne og føler sig misforstået. Kan ikke forstå, at egoisme og selvrealisation ikke er en kvalitet i sig selv. At vi ikke betingelsesløst elsker dem og deres glatbarberede kønsdele. At solidaritet, empati og samfundssind stadigvæk er en nødvendighed, hvis vi skal kunne bevare nationalstaten og id?©en om samfundet Danmark.

Så velkommen hjem!

Forfaldet er synligt. Gymnasiereformen gør endeligt op med kuturhistorie og æstetik. Gennemsnitdanskeren tænker først og fremmest på at maksimere sit forbrug – af popkultur, burgere og b-film. Vi vil gerne forske, men hvad skal vi dog forske i? I virkeligheden er sandheden en hel anden: Danskerne er et luddovent folkeslag, der dybest set ikke gider røre en finger med mindre den bliver forgyldt.

Det er et uendeligt besvær at få ganske almindelig kundeservice, da der bliver brugt flere kræfter på at indkøbe og designe systemer, der kan divergere den frustrerede, reklamerende kunde rundt i voice-response-junglen end på at lade en kompetent og venlig person tage telefonen. Håndværkerne vælter ind over grænsen fra Polen og Litauen. Hurra, de er billige – men ingen tænker på, at skruerne bagefter sidder skævt og er rustne. Bare det er billigt, hurra, hurra, og så det lange.

Middelmådigheden er over os for fuld udlæsning – og vi så det ikke komme. Vi havde kæmpet så bravt for oplysning, men er endt i ideforladthedens tronsal med smalltalk, konfliktskyhed og halve løsninger overalt på væggene. Dvs. der hvor der ikke er bræk. Det bræk, der siver ned som legemeliggørelsen af den mentale last, vi kollektivt bærer rundt på.

ARRRHHHGGGGGGGGGG
UHHHHMGGGGGGGGGRRRRRRRRIIIIIIIIISDD
UUUUUASDUUUUUUUUUUUSSSSHHHH
IIIIHHHEEEEEJJJJKKGGHHHHHHHPT

Det står nu klart, at Gejsten omtrent er konvergeret mod en præcis stil, der fremstår med tydelig prægnans, og at den kompetente, for ikke at sige entusiastiske, skribentpanel har cementeret alle myter og dementeret alle rygter. Vi sidder i kørestolen og NU går det ned ad bakke. Investorer kan henvende sig på invest@gejsten.dk, der sidder damer klar ved telefonerne. Filmrettighederne er desværre solgt.

Den første novellesamling, Klovnen fra Bollehavet, udkommer på svensk i begyndelsen af næste forskudte finansår.