GEJSTEN

Generationen over 60, vores allesammens 68′ere, nedsparer som aldrig før. Efter en erhvervsaktiv karriere på max 20 år går man på “efterløn” som tresårig og belåner sin bolig, som i perioden er steget som ind i himlen. Børn og børnebørn skal ikke arve noget, næh, vi viser det gode eksempel om solidaritet og indlevelse ved at forbruge hele molevitten og sende regningen videre til de næste generationer. Hurra for den egoistiske generation, der sætter standarden for vores kommende velfærdssamfund ved en overlevering af usammenhængende og skabet demagogi – alt for kreative til at have færdiggjort noget som helst. Det eneste, man ikke kan tage fra dem, er deres humor. For de må da grine nu.

Det kulturrigtige og evige korrekte Danmarks Radio, har i aften belært os om “Kvinder på toppen”. Det er der nu ikke noget nyt i. DR’s selvsmagende for- egen-fedhed er blevet et varemærke af de, der ikke kan overses.

Det er sikkert og vist, at matriarkatet kommer. Det er min bekymring, hvorledes man som mand skal byde det velkommen. Er det på ryggen med et “tag mig..” skilt eller med mandegruppens 70′er banner fundet frem fra skabet “Vi kan også være følsomme”. Nej. Sådan bliver det ikke. Jeg vil sætte mig fredeligt ned i et hjørne og afvente, at kvinders følsomme altomfavnende moderlighed, skal håndtere muslimernes komme. For det bliver først den dag, hvor kvinderne ikke vil finde sig i at blive betragtet som 2. rangs borgere, at de vil kalde på mændene og sige: “Kan i ikke lige klare disse her Muhamed’er, mens jeg laver noget andet”.
Det er først på det tidspunkt, at dialogen om fremtidens samfund (matriarkatet) skal tages. Det vil skabe balance (i et par timer i det mindste).

Hvem husker ikke landposten, der smilende og serviceminded tog sig tid til omhyggelig aflevering af post og pakker til landets hjemmegående husmødre – dengang en familie kunne forsørges på en enkelt indægt. Landposten kørte rundt til borgerne iklædt fin kasket og rettidig omhu, og han gjorde det op til tre gange om dagen. Posten kom ud tre gange om dagen. I dag kommer posten ikke ud, og hvis den gør, så er det ledsaget af en næsvis teenager, der mener at det er forbundet med rygskader og førtidspensionering at bukke sig eller strække sig for postkassen. Nu må alle landets borgere få besøg af hjemmehjælpere, fordi posten aldrig kommer mere. Lægger man et brev i postkassen fredag aften i storbyen København bliver det hentet mandag aften, og bragt ud senere på ugen. Postvæsenet, den del af infrastrukturen i et moderne samfund, som skal fungere, er i nu erstattet af en endeløs række af forkælet slendrian med teenagersmag, der ikke engang kan bære en rød uniform uden at hyle op.

Gejsten siger: Hvor er MORGENPOSTEN?

Kært barn har mange navne. Men at kalde IS for en service er en overdrivelse af apocolyptiske propertioner. Mage til selvsmagende mangel på empati og situationsfornemmelse er sjældent set. Det der gør IS foruroligende er selve deres placering i virksomhedens magtheraki. De er nederst nede. Et serviceorgan der har ?©t formål, at betjene resten af virksomheden i deres daglige gøren og laden ud i datamatarbejde. Samtidigt med IS’s ansvarsløse placering nederst i herakiet, refererer og lystrer de kun den absolutte top. Der er ingen, der kan hunse med IS. De gør hvad der passer dem, i det tempo der passer dem. De har budget, kan købe isenkram til millioner af kroner – men en ny mus eller udskiftning af et defekt CD-ROM drev, kræver bemyndigelse af højeste sted. En omkostning af den størrelsesorden vil IS på ingen måde sanktionere. Det kræver jo, at man tager ansvar for sit arbejde!

Ansvarløshed ender ofte i magtmisbrug. IS bevæger sig som koncept på den yderste grænse af vold mod magtesløs. De ved alt om dig og lader dig det gerne vide. Misbruger til stadighed sin fortrolige viden i det ansvarsløse tomrum de bevæger sig i. Men deres glæde bliver kort. Snart vil horder af service mindende, dygtige underdannige kinesere overtage deres ildelugtende kælderrum. Og vi brugere vil løbe ind i problemer af en anden karakter: “PING er det navnet på min IS medarbejder eller en kommando på min datamat?”

Jeg glæder mig allerede…

Tanker kommer ikke
De kravler
Som busser i vintersjap
og duer under varme himmelstrøj
på Strøget

Når tiden ikke kommer
og taxaen ikke venter
når folk falder om
og bladene rådner

Så står vi d?©r
sammen alene
mens folk gifter sig
og får hæmorroider

SUPA SUPA SUPA
SUPA til du blir ??r

SUPA SUPA SUPA
SUPA til du D?ñR

I et forlænget øjeblik stødte jeg på Mr. Finnsbury. Det var et yderst behageligt møde med langsigtede konsekvenser. Overvejelser af galaxtiske propertioner blev med sandkornets lethed glemt i Mr. Finnsbury’s varme favntag.

caj_kimbrer: Frokost og opkast er nu veloverstået
Maz: ledelse gennem straf
caj_kimbrer: Der er nu opdaget en ny lidelse: “tvangsspisning!”
Maz: angstspisning
Maz: tvangspisning
caj_kimbrer: Fede mennesker kan nu ikke længere gøre for det.. Det er ikke deres skyld
Maz: den gula sn??
Maz: gejsten sklriger efter iondlæg om fedem ennesker
caj_kimbrer: “Tvangsspisning er noget med følelser!”
Maz: så fede at de ikke kan samle deres fingre
Maz: LOS DEM DOG I R?òVEN EN ELLER ANDEN

Civil ulydighed – eller blot at optræde ikke-konformt i ramme alvor – kan i det moderne Danmark sidestilles med socialt selvmord. Det er ikke velset, ikke en farbar vej til Det gode Selskab. Fra alle lag i samfundet ses en regression tilbage mod det konventionelle, det afprøvede og det sikre. Alternativer er af det onde. Anderledes boligformer, samliv, jobs bliver portrætteret i udsendelser, som var det en antropologisk sensation. Tænk, at man kan fravælge høj løn for en gåtur i Dyrehaven.

Og det sker også i det daglige. Dagens unge, som jo er børnebørn af 68′erne, er fantastiske til at indrette sig efter systemer. Der bliver ikke stillet spørgsmålstegn ved noget som helst, selv hvis man står foran himmelråbende dumhed. Nej, man accepterer reglerne og indretter sig efter procedurerne. Et forsvindende antal af politisk aktive unge bliver anset for kedsommelige dagdrømmere, der endnu ikke har fattet, at der ikke er noget at stille op. Mellemledere og betroede medarbejdere i vækstbrancherne marcherer i takt til intetsigende mission statements, mens lønforhøjelser erstattes af aktieoptioner. Forældre, som for længst har accepteret, at det er bedre at få “mere for pengene” end kvalitet for dem, står i kø i elendige masseindkøbscentre og står med blanke øjne og betaler som kvæg i køen til sømpistolen. De har ingen intention om et virke i en skolebestyrelse, men accepterer gerne seks flasker tarvelig rødvin for at være med i en meningsmåling om tv-vaner, altimens de læser BT, så der sker noget.

Livsstilssygdommenes topscorere er diabetes-2, depression og fedme. På fjerdepladsen finder vi kedsomheden. Og inden længe kravler den op på vinderskamlen og skriger ud over vores gamle land. Skriger som en syg burhøne, der spiser sin egen afføring og henslæber sit sølle liv i en endeløs betragtning af gentagelsen.

I den lange række af diagnosticerbare mentale tilstande har vi nu nået et højdepunkt. Nu kan vi identificere og behandle taberkvæg. De sølle køer, der opdrættes med den ene formål i livet, at ende sine dage for enden af en kirugisk stålbolt, der behændigt parkeres et godt stykke i depressionscentret. Hvad bliver det næste i jagten på at sygliggøre samfundet, individet og nu vore dyr. Skizofrene hvedesortet. Paranoide tomater!
Fontex til køer og Depresil til grise. Det må være et folkekrav der kan rejses. Jeg personligt vil aldrig mere spise en bøf, med mindre jeg er sikker på, at koen døde med et smil på læben.

I de glade 60′ere kunne en folkeskolelærer, en politiassistent eller en hvilkensomhelst anden funktionær med sin faste løn forrente lånet på et lille rækkehus og en lille folkevogn, mens fruen gik hjemme og børnene løb glade rundt i haven med røde kinder og klare øjne.

Så skulle kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Nu skulle alle være lige og have lige muligheder, og pludselig var der mange flere penge i familierne. Resultatet var selvfølgelig startskuddet til en prisesplosion på fast ejendom, der endnu ikke er slut.

Men hvad med de enlige fædre og mødre i dag? De er blevet efterladt uden mulighed for at kunne komme ind på ejendomsmarkedet, for på en enkelt indkomst, selv i den høje ende, vil det aldrig blive muligt at blive herre i eget hus.