GEJSTEN

I den pågående debat om det danske militær og forsvars fremtid er det mig magtpåliggende at bemærke følgende: De politiske analyser af det danske militærs fremtid har fuldstændigt overset det solidarisk forpligtigende element i værnepligten. Værnepligt handler om at yde for fællesskabet. Om at yde uegenyttigt med forventning om, at der er andre, der gør det samme for dig en dag når der er behov. At yde et stykke arbejde for samfundet og for dine landsmænd forpligtiger. Forpligtiger de samme landsmænd til at yde for dig. Det er denne simple logik, der binder et samfund sammen: Gensidig forpligtigelse! Vi har gjort noget for hinanden!
Selve id?©en med værnepligten, hvor unge fra hele landet og alle sociale lag skal indgå i et fælleskab, hvor samarbejde, gensidig tillid og respekt er i bærende værdier, skaber relationer og solidaritet, der er langt mere vidtrækkende end en snæver diskussion om fjendebilleder og indsatsstyrker.
Afskaffelsen af værnepligten vil være endnu en en brik i afmonteringen af fællesskabet Danmark, om man vil det eller ej.

I de blegrøde sandalers spor.
Holdes vi nede hvor tryghedens mangel gror
Snuser morgenrødmens visne duft.
Båret af generationers mangel på luft.
Læner blidt øret ind i mediernes kald.
lytter efter mine søskendes fald.

De havde kæmpet så hårdt, de gamle 68′ere. Haft en aktiv ungdom på den rette side af det forkerte. Kæmpet for de svage, født børn, plantet træer. Og nu tilbagestod kun et punkt på smørrebrødssedlen for den “Gode liv”. Den sjælelige udsalgsliste der skal sikre de rettroende en evig plads i himlen eller i det mindste ?©n god retrætepost i det etablerede: “Skriv en bog!”. Emnet er egentligt underordnet. Om det er skønlitteratur eller fiktion uden værdi. Blot der bliver produceret en bog med dit navn på.

Men ak. I iver efter at fuldende det fuldendte jokede de gamle lejesvende en efter en i den spejlblanke spinatsø. En efter en har nørden fra bagerste række. Ham med de tykke briller, fedtede hår og den usvigelige hukommelse afsløret deres bedrag. Evne til at producere egne værker er i berømmelsens skumringstime erstattet med tyveri og afskrift. Alle som en har de stjålet med arme og ben. Ukritisk, klodset og med en samvittighed som en rabiesbefængt ræv i løbetid. Ikke så meget som en henvisning i noterne er det blevet til. Om der lå dybere motiver bag vores æggehovede forhenværende landsfader, da han stjal manuskriptet til sin bog “Rødder”, skal jeg lade være usagt. I mine øjne er smørrebrødssedlen, der har rummet så megen selvforherligende volapyk, dblevet for fedtet. Fedtet af egen vindings savl, der sløret det vigtigtste. Nemlig et der stod med småt, at ære og selvrespekt forbliver nu som for tusinderne af år siden, livets grundpille i det sociale rum.

En søstjerne ligger
i vandkanten
og peger i alle retninger
En hund
dør i det fjerne
Men klokken er osse ligemeget
og de andre kigger væk
med te og regnvejr

Hvad er et aftryk?
Set fra afsenderen er det
en kopi.
En kopi.
Bare snakket spejlvendt.
Jeg vil ikke vide. Det nytter ikke
at forære virkeligheden væk.
For svampen stivner ikke.

Så løber de små hunde.
Der findes ingen kvinder
der forstår ret meget.
Det lugter lidt af blodskam.
Trommerne er kolde.
Vi holder fast i balonnen sammen
og simultansimulanter spiser af mit køkkenbad.

Det nytter ikke at sætte fælder op – der kommer flere og flere af dem. Dem, der vil leve et lykkeligt liv, hvis venstre hjernehalvdel er domineret af livsnyderi og inerti. Her sidder vi i dette latterlige, lille land med en kollektiv fobi for alt, der indebærer en risiko for vores trygge hverdag med kvindedominerede institutioner, afstumpede produkter fra den monopoliserede og homogeniserede fødevareindustri, og tis-prut-bæ-underholdning på et hybridnet, som storkapitalen med selvfølgelighed tvinger ind i vores understimulerede og kvalitetsdepriverede ynglige.

Ingen tør miste fodfæste. Det nutidige spejlbillede af senromantikkens ægte intellektuelle sætter intet på spil, indholdet er ikke til stede og udtrykket er forvrøvlet. Et væddeløb uden indsats, hvor fordummelse og momsunddragelse værdsættes under tarvelige, svenske designerlampeplagiater og uopsprættede bøger. Generationer af skoletrætte, fejlernærede sen-hip-hoppere vælter ind på et arbejdsmarked, der uden rygrad domineres af teambuilding og kassetænkning. Horder af akademikere forlader vældfærdsstaten, ikke for mammon, men i en udlængsel efter ånd, kvalitet og indhold. Hvem har flyttet på deres ost?

Et land befolket af realitetsforskrækkede servicemedarbejdere og munddovne sidesporsspassere – hvor alle smiler sødt i fontexrusen, siger mange tak til Hr. Møller for den fine gave og åbner endnu en polsk dåsecola. Hurra, renten er lav.

For uden lidenskab, skønhed og åndelig risikovillighed bliver livet helt let at leve.

På med kalotten
Ind i kachotten
En på (næse) tuden
Af med (for) huden
Nu kan du flæbe…
I næsens skygge,
bævrer læben

På en seng af paroler, sidder jeg spændt og venter på oprøret. Træt men stadigvæk i min bedste alder.

Regningen skal betales. Regningen for et liv, der blev ført i strålende bedrevidenhed. I en ophøjet arrogance med ringeagt for alternativer. De glade 68‚Äôeres skørlevened skal nu endelig slutfinancieres. De sidder endnu på toppen og smiler. Efter så mange år i sadlen har de efterladt os med ruiner. Sølle stumper af et nedslidt samfund, der er skøjter sidelæns på glatte dæk. Plads til forandring er umulig. Bundet af rammeaftaler og forlig, der strækker sig langt ind i vore efterkommeres bedste år, er de nu ved at melde sig ud. Melde sig ud for at få tid. Tid til at slappe af og nyde frugten af deres arbejde.

Solidaritet var nøgleordet. Solidaritet var modermælken vi blev flasket op med. I skolen, i klubben og i foreningen. Overalt hvor vi bevægede os fik vi solidaritet behændigt og respektfuldt ind i sjælen. Der var ingen grænser for hvem vi skulle være solidariske med. Dele lommepenge med de fattige landarbejdere i Nigaracua, samle ind til diverse tvivlsomme men solidariske formål. Vi gjorde det med glæde. Strålede stolt af vore bedrifter, overbeviste om at vi ikke var alene. At vi var en del af et større solidarisk fællesskab, der hed Danmark båret af fremsynede visionære solidariske forældre, der havde set det himmelske lys.

Men lyset var et sølle lys. Det var kun nok til at oplyse PH lampen over Børge Mogensen sofaen. Siddende på Montana Reolen var der ikke længere udsigt til “Min næste”. Kun til egen vinding og en behagelig alderdom. De gamle socialister der var solidariteten selv, har nu kun tavshed at være solidariske om.

Hvem står nu tilbage i de gamle brødres palads. Der hvor intet slippe ud. Hvor energi og virkeløst hæmmes af årtiers håndslag og rygklap. Blege piger med blanke øjne der slikker resterne af kernefamliliens syge ben. Med ødipale motiver kopierer de forældrenes samvitittighedsløse kamp for egen vinding i 70′ernes socialistiske ørkenspejling. Nu stræbende efter mening i en rus af misforstået liberalisme kigger de ud fra mintgrønne hjemmesider. Glemt har de det nødvendige opgør. Løsrivelsen der der gør os til individer, der kan skabe selv.