Det ER 68′ernes skyld
På en seng af paroler, sidder jeg spændt og venter på oprøret. Træt men stadigvæk i min bedste alder.
Regningen skal betales. Regningen for et liv, der blev ført i strålende bedrevidenhed. I en ophøjet arrogance med ringeagt for alternativer. De glade 68‚Äôeres skørlevened skal nu endelig slutfinancieres. De sidder endnu på toppen og smiler. Efter så mange år i sadlen har de efterladt os med ruiner. Sølle stumper af et nedslidt samfund, der er skøjter sidelæns på glatte dæk. Plads til forandring er umulig. Bundet af rammeaftaler og forlig, der strækker sig langt ind i vore efterkommeres bedste år, er de nu ved at melde sig ud. Melde sig ud for at få tid. Tid til at slappe af og nyde frugten af deres arbejde.
Solidaritet var nøgleordet. Solidaritet var modermælken vi blev flasket op med. I skolen, i klubben og i foreningen. Overalt hvor vi bevægede os fik vi solidaritet behændigt og respektfuldt ind i sjælen. Der var ingen grænser for hvem vi skulle være solidariske med. Dele lommepenge med de fattige landarbejdere i Nigaracua, samle ind til diverse tvivlsomme men solidariske formål. Vi gjorde det med glæde. Strålede stolt af vore bedrifter, overbeviste om at vi ikke var alene. At vi var en del af et større solidarisk fællesskab, der hed Danmark båret af fremsynede visionære solidariske forældre, der havde set det himmelske lys.
Men lyset var et sølle lys. Det var kun nok til at oplyse PH lampen over Børge Mogensen sofaen. Siddende på Montana Reolen var der ikke længere udsigt til “Min næste”. Kun til egen vinding og en behagelig alderdom. De gamle socialister der var solidariteten selv, har nu kun tavshed at være solidariske om.
Hvem står nu tilbage i de gamle brødres palads. Der hvor intet slippe ud. Hvor energi og virkeløst hæmmes af årtiers håndslag og rygklap. Blege piger med blanke øjne der slikker resterne af kernefamliliens syge ben. Med ødipale motiver kopierer de forældrenes samvitittighedsløse kamp for egen vinding i 70′ernes socialistiske ørkenspejling. Nu stræbende efter mening i en rus af misforstået liberalisme kigger de ud fra mintgrønne hjemmesider. Glemt har de det nødvendige opgør. Løsrivelsen der der gør os til individer, der kan skabe selv.