Internal Services
Kært barn har mange navne. Men at kalde IS for en service er en overdrivelse af apocolyptiske propertioner. Mage til selvsmagende mangel på empati og situationsfornemmelse er sjældent set. Det der gør IS foruroligende er selve deres placering i virksomhedens magtheraki. De er nederst nede. Et serviceorgan der har ?©t formål, at betjene resten af virksomheden i deres daglige gøren og laden ud i datamatarbejde. Samtidigt med IS’s ansvarsløse placering nederst i herakiet, refererer og lystrer de kun den absolutte top. Der er ingen, der kan hunse med IS. De gør hvad der passer dem, i det tempo der passer dem. De har budget, kan købe isenkram til millioner af kroner – men en ny mus eller udskiftning af et defekt CD-ROM drev, kræver bemyndigelse af højeste sted. En omkostning af den størrelsesorden vil IS på ingen måde sanktionere. Det kræver jo, at man tager ansvar for sit arbejde!
Ansvarløshed ender ofte i magtmisbrug. IS bevæger sig som koncept på den yderste grænse af vold mod magtesløs. De ved alt om dig og lader dig det gerne vide. Misbruger til stadighed sin fortrolige viden i det ansvarsløse tomrum de bevæger sig i. Men deres glæde bliver kort. Snart vil horder af service mindende, dygtige underdannige kinesere overtage deres ildelugtende kælderrum. Og vi brugere vil løbe ind i problemer af en anden karakter: “PING er det navnet på min IS medarbejder eller en kommando på min datamat?”
Jeg glæder mig allerede…