I dette lille, latterlige land, hvor seks ud af syv partier er midtersøgende i en grad, der gør midten flov, er en kvinde blevet chef for et parti, der som alle andre partier, der er drevet som moderne virksomheder med deres markedsføring udi cost-benefit, markedsværdi og branding, sælger ud.
De sælger ud af forståelsen af værdierne. For vi er jo enige om værdierne uanset om vi abonnerer på Jyllands-posten eller Ekstra-Bladet. Man svigter den fundamentale tillid til vælgerne – borgerne – og går op i smagsdommeri og bedsteborgeri i anden potens. Helle har to ting kørende til sin fordel: Hun er ikke gammel lorte-68er med lange spor af lort i mundvigende og nedladende, næsvis brysten af intetsigende floskler i stride strømme ved enhver televiserende lejlighed; og hun er kvinde. Kvinde, der skal overtage. Ikke som partileder, men som Kvinde. Gejsten ønsker til lykke og klapper taktfast til matriarkatets komme.
Men Frank. Frank, Frank, Frank. Hvorfor ville de ikke have Frank. Gå lige tre gange rundt om dig selv og overvej, hvor fedt det er med en statsmininster(kandidat), der hedder Frank. Det kan man ikke hedde. Et opportunistisk tudefjæs, der burde være skiftet til SF. Franke… franke… du skulder mig tredvetusenfranke, for HUSTORIEN franke.
En ny begyndelse bliver det aldrig. De spredte spor af gylle 68′erne har slæbt gennem det danske politiske system gennem de seneste dekader, forsvinder ikke blot fordi fipskæg nu er blevet til Gucci taske. Tværtimod breder stanken sig som pesten over Europa i middelalderen. Pesten af de der kommer efter. De der mener sig begavet med sine forældres evner til at prædike sandhed og retfærdighed. En sandhed givet fra det højeste sted, et sted hvor regningen ikke betales af dem der bestiller.
Betaler gør vi andre. Godt sølet til i arbejde, pligter og matriakat må vi også som den tabte mandegeneration betale for gildet. Et gilde vi aldrig inviterede til. Ofret af konfliksky fædre, der pligtskyldigt gik i mandegruppe for at få en gang langhåret frigørelsesfisse, der lugtede af ansvar for din søster tis og andet knep.
Og hvor er idealerne så? Til lyden af den taktfaste march af seks-ud-af-ti overførselsnassere og “efterlønnere”, som med selvsmagende overbærenhed over yngre generationers stress og jag for at betale skatter til de stakkels, svage ældre i Danmark, spiller dåsen så den samme melodi, vi altid har hørt, men denne gang i en stramtantet, post-jelved apposition. Vi ser stadig de røde flag, hører stadig om det røde blods susen, ser stadig det røde i deres ideforladte øjne, som flakker mellem penismisundelse og søsterolidaritet. En solidaritet, der stinker. Stinker af mellemlægspapir og blodige trusser lagt frem til skue for 68erenes svage mænd, der skulle se, hvilke kvaler, der skulle gås igennem.
En lang lidelseshistorie om kvinder og deres evige søgen efter at blive accepteret som mænd. Mænd, som er kvinder, som kvinder ikke orker. Det er arven fra 68. Nedarvet i en sang, som iaaaaaangen forstår og som ingen kan tjene penge på.
Gejsten siger: Frank, du var ikke kvinde nok! Men havde du bare barberet bollerne, så var det nok gået anderledes! Den nøgne Frank blev vejet og fundet for stram i sulet, bedre tjent som forordnet i FDB. Se odds på www.ladburys.com