GEJSTEN

“DR og TV2 smider Windows Media Player på porten” Stod der at læse i dagens udgave af Computer Reseller News. Ved nærmere studie viser det sig, at DR og TV2 har måtte sande, at deres properitære valg af en Microsoft standard har afskåret en stor gruppe brugere fra, at benytte faciliteterne på deres hjemmeside.

Fra Gejsten skal lyde et stort HURRAAA. Gejsten der aktivt har arbejdet for at alle uanset operativsystem, skal have adgang til de i forvejen alt for dyre statslige medier, kan nu sole sig i sejerens klare lys.

Næste naturlige skridt vil være, at skrotte de dyre, ubrugelige Windows datamater til fordel for OpenSource værktøjer. Læs mere på http://www.livingwithoutmicrosoft.org

Klovnen fra bollehavet kipper med flaget!

Der er ingen originaler tilbage. Kig blot på torvet, hvor der tidligere altid var en original. En der af byens bedste borgere var stemplet som frafalden. Ham der havde valgt anderledes, var offer for en tragedie eller, slet og ret var mærkelig. Ikke som i dag, hvor alle der hænger ud på torvet har et misbrugsproblem. Nemt kan kategoriseres og smides væk.
Nææ landet fattes originaler. Hermed forstås de, der har originale tanker og id?©er. Og hvad ha bragt os i den ulykkelige situaiton, at vi ikke længere magter at formulere en original tanke selv? Så givet informationssamfundets lyksaligheder. Den enorme tilgængelighed af tanker tænkt og publiceret. En hver opgave vi stiller os selv overfor kan kopieres med et tryk på en knap fra internet. Det fordres ikke længere, at udtænke noget selv. Der er jo mængder af ligesindede, der allerede har gjort det for os. så hvorfor spilde tiden. Hurra! Produktiviteten stiger til uanede højder. Desværre for både os og omgivelserne er det blot sølle kopier, til tidere let tilrettede, der produceres.

Derfor opfordrer jeg til, at vi forbyder Informationssøgning på læreanstalterne. Giv istedet de kommende generationer, der skal redde os med innovativ succes, 1.000 ark A4 papir og et par blyanter, og lad dem være ægte originaler. Skabende ånder, der tænker og lever som originaler.

Copyright, caj

Eksperimentet fortsætter med virtuelle skribenter. Alle kan vente sig. Så kan i lære det og få nogle flade eller nogle børn.

Paven er død. Spørgsmålet er nu, hvorfor han gik med kalot. Enten har han været metroseksuel eller også har han taget pis på ALLE katolikkerne. Uanset, at paven var eksponent for i hvertf fald to af de i disse moderne 68-efterladenskaber (rent kulturelt), nemlig bagstræberiet og spiseforstyrrelserne/pyntesygen, gav han klar besked. Klar besked til en milliard fromme mennesker, der aldrig gør nogen fortræd. Vi kan ikke lide kvindelige præster, ingen bøsser, ingen kommunister, ingenting. Klar besked. Vi hader jer allesammen, hvis i ikke er VORES venner. Betal, sut, eller skrid.

Luther er død. Luther død.

Moses, Moses, moses… åh moses. Moses tomaterne inden de flås forlænges holdbarheden markant.

Jehova havde ingen penge. det var det samme hver måned efter den 10ende. Smøger og Bjørnebryg havde fortæret pungens indhold. “Hvor fanden skal pengene nu komme fra?” Tænkte Jehova. Og det gav anledning til en hel række af simple bedragerisager som Jehova senere skulle blive dømt for.

Gedeknepperne kan ikke gøre for det. I virkeligheden er det ikke gedenes skyld. Instinktivit. Men vi vil ikke forsvare gederne. De skal ikke kneppe VORES geder. Hvis de knepper VORES geder bliver vi sure. Og det bliver eder mane mig sagt.

Vi vil hellere se det fra Thors synspunkt. Gedeknepper eller ej, han slugte sin ged – hver dag. Mister Bombay er i sin kreativt-litterere fase. Men det ville thors væddere ikke ane en skid om. Som det bliver sagt: jørgen;jurgen. Ingen har mødt asetroende, der duftede af viol – eller geD.

I dette HCA år skabte GEJSTEN Store Jørgen og Lille Jørgen. En enevældig hyldest til kreativitet og magtsyge i to ikke lige store stykker. Der er gjort kål på lille Jørgen.
Har man sagt lile Jørgen, så må man også sige store Jørgen. Alting hænger sammen! Det er derfor, vi ikke kan holde op med at drikke, når vi først er kommet i gang. Gejsten er glad for HC. Han var en guttermand. Fordi han var uskyldig men bøsse. Men så heller ikke mere. GEJSTEN er garant for, at eventyrerne, antagonisterne og pointerne går tabt på den fede måde i stødet.

Nu er sol og vind delt lige.Ingen nævnt, ingen glemt.

GEJSTEN – HUUUUUUUUUURRRRRRRRRAAAAAAAAAAAA

Kært barn har mange navne. Men at kalde IS for en service er en overdrivelse af apocolyptiske propertioner. Mage til selvsmagende mangel på empati og situationsfornemmelse er sjældent set. Det der gør IS foruroligende er selve deres placering i virksomhedens magtheraki. De er nederst nede. Et serviceorgan der har ?©t formål, at betjene resten af virksomheden i deres daglige gøren og laden ud i datamatarbejde. Samtidigt med IS’s ansvarsløse placering nederst i herakiet, refererer og lystrer de kun den absolutte top. Der er ingen, der kan hunse med IS. De gør hvad der passer dem, i det tempo der passer dem. De har budget, kan købe isenkram til millioner af kroner – men en ny mus eller udskiftning af et defekt CD-ROM drev, kræver bemyndigelse af højeste sted. En omkostning af den størrelsesorden vil IS på ingen måde sanktionere. Det kræver jo, at man tager ansvar for sit arbejde!

Ansvarløshed ender ofte i magtmisbrug. IS bevæger sig som koncept på den yderste grænse af vold mod magtesløs. De ved alt om dig og lader dig det gerne vide. Misbruger til stadighed sin fortrolige viden i det ansvarsløse tomrum de bevæger sig i. Men deres glæde bliver kort. Snart vil horder af service mindende, dygtige underdannige kinesere overtage deres ildelugtende kælderrum. Og vi brugere vil løbe ind i problemer af en anden karakter: “PING er det navnet på min IS medarbejder eller en kommando på min datamat?”

Jeg glæder mig allerede…

I den pågående debat om det danske militær og forsvars fremtid er det mig magtpåliggende at bemærke følgende: De politiske analyser af det danske militærs fremtid har fuldstændigt overset det solidarisk forpligtigende element i værnepligten. Værnepligt handler om at yde for fællesskabet. Om at yde uegenyttigt med forventning om, at der er andre, der gør det samme for dig en dag når der er behov. At yde et stykke arbejde for samfundet og for dine landsmænd forpligtiger. Forpligtiger de samme landsmænd til at yde for dig. Det er denne simple logik, der binder et samfund sammen: Gensidig forpligtigelse! Vi har gjort noget for hinanden!
Selve id?©en med værnepligten, hvor unge fra hele landet og alle sociale lag skal indgå i et fælleskab, hvor samarbejde, gensidig tillid og respekt er i bærende værdier, skaber relationer og solidaritet, der er langt mere vidtrækkende end en snæver diskussion om fjendebilleder og indsatsstyrker.
Afskaffelsen af værnepligten vil være endnu en en brik i afmonteringen af fællesskabet Danmark, om man vil det eller ej.

På en seng af paroler, sidder jeg spændt og venter på oprøret. Træt men stadigvæk i min bedste alder.

Regningen skal betales. Regningen for et liv, der blev ført i strålende bedrevidenhed. I en ophøjet arrogance med ringeagt for alternativer. De glade 68‚Äôeres skørlevened skal nu endelig slutfinancieres. De sidder endnu på toppen og smiler. Efter så mange år i sadlen har de efterladt os med ruiner. Sølle stumper af et nedslidt samfund, der er skøjter sidelæns på glatte dæk. Plads til forandring er umulig. Bundet af rammeaftaler og forlig, der strækker sig langt ind i vore efterkommeres bedste år, er de nu ved at melde sig ud. Melde sig ud for at få tid. Tid til at slappe af og nyde frugten af deres arbejde.

Solidaritet var nøgleordet. Solidaritet var modermælken vi blev flasket op med. I skolen, i klubben og i foreningen. Overalt hvor vi bevægede os fik vi solidaritet behændigt og respektfuldt ind i sjælen. Der var ingen grænser for hvem vi skulle være solidariske med. Dele lommepenge med de fattige landarbejdere i Nigaracua, samle ind til diverse tvivlsomme men solidariske formål. Vi gjorde det med glæde. Strålede stolt af vore bedrifter, overbeviste om at vi ikke var alene. At vi var en del af et større solidarisk fællesskab, der hed Danmark båret af fremsynede visionære solidariske forældre, der havde set det himmelske lys.

Men lyset var et sølle lys. Det var kun nok til at oplyse PH lampen over Børge Mogensen sofaen. Siddende på Montana Reolen var der ikke længere udsigt til “Min næste”. Kun til egen vinding og en behagelig alderdom. De gamle socialister der var solidariteten selv, har nu kun tavshed at være solidariske om.

Hvem står nu tilbage i de gamle brødres palads. Der hvor intet slippe ud. Hvor energi og virkeløst hæmmes af årtiers håndslag og rygklap. Blege piger med blanke øjne der slikker resterne af kernefamliliens syge ben. Med ødipale motiver kopierer de forældrenes samvitittighedsløse kamp for egen vinding i 70′ernes socialistiske ørkenspejling. Nu stræbende efter mening i en rus af misforstået liberalisme kigger de ud fra mintgrønne hjemmesider. Glemt har de det nødvendige opgør. Løsrivelsen der der gør os til individer, der kan skabe selv.