GEJSTEN

Dansk Folkeparti marcherer mod nye højder i renselsen af det danske samfund, sidst med et lovforslag til forbud mod seksuel misbrug af dyr. På GEJSTEN glæder vi os til retssagerne, hvor dyrene vidner og vejleder i den vigtige skelnen mellem brug og misbrug.

Koen, der klager over at få suttet patter af en maskine to gange om dagen. Orner, der bliver masturberet af avlsoverfaldsmænd syv hundrede gange på en sommer så vi kan få insimineret nogle flere hunner i en fart. Hungeder, der får stukket pinde i skeden med samme formål.

Jeg for min del vil glæde mig til fundamentalismens indtog, hvor vi i danske retssale kan diskutere, hvorvidt Jomfru Marias frugtsommeliggørelse af Helligånden i form af en hvid due konstituerer seksuel misbrug af dyr.

Og når vi nu er i gang må vi hellere tage skridtet fuldt ud og forbyde drab på dyr – disse stakkels umælende væsener har jo ikke bedt om at blive til cheeseburgere, lørdagskyllinger, leverpostej eller sol over gudhjem. Og forbud mod andre perversiteter som den HC led af. Det kan vi ikke have. Til gengæld må vi have flere politiressourcer til at løfte dyner og fange løse hunde i bydelen på Christianshavn.

Klovnen fra Bollehavet breder sit smil ud over sit land og imødeser den danske fundamentalisme hale ind på den, vi kender fra TV. HURRAAAAA.

I dette lille, latterlige land, hvor seks ud af syv partier er midtersøgende i en grad, der gør midten flov, er en kvinde blevet chef for et parti, der som alle andre partier, der er drevet som moderne virksomheder med deres markedsføring udi cost-benefit, markedsværdi og branding, sælger ud.

De sælger ud af forståelsen af værdierne. For vi er jo enige om værdierne uanset om vi abonnerer på Jyllands-posten eller Ekstra-Bladet. Man svigter den fundamentale tillid til vælgerne – borgerne – og går op i smagsdommeri og bedsteborgeri i anden potens. Helle har to ting kørende til sin fordel: Hun er ikke gammel lorte-68er med lange spor af lort i mundvigende og nedladende, næsvis brysten af intetsigende floskler i stride strømme ved enhver televiserende lejlighed; og hun er kvinde. Kvinde, der skal overtage. Ikke som partileder, men som Kvinde. Gejsten ønsker til lykke og klapper taktfast til matriarkatets komme.

Men Frank. Frank, Frank, Frank. Hvorfor ville de ikke have Frank. Gå lige tre gange rundt om dig selv og overvej, hvor fedt det er med en statsmininster(kandidat), der hedder Frank. Det kan man ikke hedde. Et opportunistisk tudefjæs, der burde være skiftet til SF. Franke… franke… du skulder mig tredvetusenfranke, for HUSTORIEN franke.

En ny begyndelse bliver det aldrig. De spredte spor af gylle 68′erne har slæbt gennem det danske politiske system gennem de seneste dekader, forsvinder ikke blot fordi fipskæg nu er blevet til Gucci taske. Tværtimod breder stanken sig som pesten over Europa i middelalderen. Pesten af de der kommer efter. De der mener sig begavet med sine forældres evner til at prædike sandhed og retfærdighed. En sandhed givet fra det højeste sted, et sted hvor regningen ikke betales af dem der bestiller.

Betaler gør vi andre. Godt sølet til i arbejde, pligter og matriakat må vi også som den tabte mandegeneration betale for gildet. Et gilde vi aldrig inviterede til. Ofret af konfliksky fædre, der pligtskyldigt gik i mandegruppe for at få en gang langhåret frigørelsesfisse, der lugtede af ansvar for din søster tis og andet knep.

Og hvor er idealerne så? Til lyden af den taktfaste march af seks-ud-af-ti overførselsnassere og “efterlønnere”, som med selvsmagende overbærenhed over yngre generationers stress og jag for at betale skatter til de stakkels, svage ældre i Danmark, spiller dåsen så den samme melodi, vi altid har hørt, men denne gang i en stramtantet, post-jelved apposition. Vi ser stadig de røde flag, hører stadig om det røde blods susen, ser stadig det røde i deres ideforladte øjne, som flakker mellem penismisundelse og søsterolidaritet. En solidaritet, der stinker. Stinker af mellemlægspapir og blodige trusser lagt frem til skue for 68erenes svage mænd, der skulle se, hvilke kvaler, der skulle gås igennem.

En lang lidelseshistorie om kvinder og deres evige søgen efter at blive accepteret som mænd. Mænd, som er kvinder, som kvinder ikke orker. Det er arven fra 68. Nedarvet i en sang, som iaaaaaangen forstår og som ingen kan tjene penge på.

Gejsten siger: Frank, du var ikke kvinde nok! Men havde du bare barberet bollerne, så var det nok gået anderledes! Den nøgne Frank blev vejet og fundet for stram i sulet, bedre tjent som forordnet i FDB. Se odds på www.ladburys.com

Så har det været Påske. Tid til reflektion over endelighed og uendelighed. Som husejer tog jeg i byggemarked for at muntre mig mellem reoler af høvlet fyr og climate skruer, vel vidende at treenigheden kun ville være at se i form af trepakket el-værktøj.

At bygge op er smukt og i mine øjne helt i tråd med Påskens budskab. Desværre der den hellige forståelse ikke helt sunket ind hos Bauhaus og deres kunder. Magen til egocentreret jagt på de sidste skuer før helligdagene sætter ind er sjældent set. Vel vidende at der jo i dag ikke findes ægte helligdage med lukkede butikker, flag i flagstangen og ro i hjemmene.

Jeg siger: ‚ÄùLuk alt i 4 dage!‚Äù Lad folk klare sig med det de har. Og det de mangler kan de passende spørge naboen om. Så er der jo trods alt en smule relationsskabende kontakt tilbage i de før for sjælen så refleksive dage.

Jørgen, du var væk
og så var du taget
til fange

mens vi andre
vandsmægtende
så til

du er i lommen
under pres
på godt og ondt

Det kulturradikale oprør, det fundamentale opgør med konformismen og autoriteterne, de store ord og de bløde værdier – i dag kan vi se, hvordan hele baduljen er blevet nedarvet til børn og børnebørn, og det er ikke et kønt syn.

Mage til åndsforladthed skal man lede længe i historien efter. Mennesker med en holdning til udtryk eller som har taget formmæssig stilling til sine omgivelse – og, oh skræk, måske bruger sine penge på det – udråbes som smagsdommere med “rigtige holdninger”.

Der har vi den endelige fiasko udstillet – hvor forældre ikke længere læser for deres børn, hvor IKEA er lige så godt som Fritz Hansen, og hvor alle, der sætter form over funktion – eller kunst over mammon – bliver irrettesat, som om han stadig var barn af en 68er. Du har jo ikke forstået, hvad det handler om.

For det handler om at skrabe til sig så hurtigt, det overhovedet kan lade sig gøre. Livet er frem for alt for kort, så der er ingen tid at spilde. Men det nytter ikke. Slaget er tabt. Uanset, hvor stor vækst vi i Thor Pedersens forudbestilte analyser kan drømme med om vil det ikke ændre på andet end mængden af flomme under dobbelthagerne på VL-mødedeltagerne, mens pengene bliver brugt til rædsler og fugleskræmsler i vores gamle hovedstad.

Hvem husker ikke landposten, der smilende og serviceminded tog sig tid til omhyggelig aflevering af post og pakker til landets hjemmegående husmødre – dengang en familie kunne forsørges på en enkelt indægt. Landposten kørte rundt til borgerne iklædt fin kasket og rettidig omhu, og han gjorde det op til tre gange om dagen. Posten kom ud tre gange om dagen. I dag kommer posten ikke ud, og hvis den gør, så er det ledsaget af en næsvis teenager, der mener at det er forbundet med rygskader og førtidspensionering at bukke sig eller strække sig for postkassen. Nu må alle landets borgere få besøg af hjemmehjælpere, fordi posten aldrig kommer mere. Lægger man et brev i postkassen fredag aften i storbyen København bliver det hentet mandag aften, og bragt ud senere på ugen. Postvæsenet, den del af infrastrukturen i et moderne samfund, som skal fungere, er i nu erstattet af en endeløs række af forkælet slendrian med teenagersmag, der ikke engang kan bære en rød uniform uden at hyle op.

Gejsten siger: Hvor er MORGENPOSTEN?

Det nytter ikke at sætte fælder op – der kommer flere og flere af dem. Dem, der vil leve et lykkeligt liv, hvis venstre hjernehalvdel er domineret af livsnyderi og inerti. Her sidder vi i dette latterlige, lille land med en kollektiv fobi for alt, der indebærer en risiko for vores trygge hverdag med kvindedominerede institutioner, afstumpede produkter fra den monopoliserede og homogeniserede fødevareindustri, og tis-prut-bæ-underholdning på et hybridnet, som storkapitalen med selvfølgelighed tvinger ind i vores understimulerede og kvalitetsdepriverede ynglige.

Ingen tør miste fodfæste. Det nutidige spejlbillede af senromantikkens ægte intellektuelle sætter intet på spil, indholdet er ikke til stede og udtrykket er forvrøvlet. Et væddeløb uden indsats, hvor fordummelse og momsunddragelse værdsættes under tarvelige, svenske designerlampeplagiater og uopsprættede bøger. Generationer af skoletrætte, fejlernærede sen-hip-hoppere vælter ind på et arbejdsmarked, der uden rygrad domineres af teambuilding og kassetænkning. Horder af akademikere forlader vældfærdsstaten, ikke for mammon, men i en udlængsel efter ånd, kvalitet og indhold. Hvem har flyttet på deres ost?

Et land befolket af realitetsforskrækkede servicemedarbejdere og munddovne sidesporsspassere – hvor alle smiler sødt i fontexrusen, siger mange tak til Hr. Møller for den fine gave og åbner endnu en polsk dåsecola. Hurra, renten er lav.

For uden lidenskab, skønhed og åndelig risikovillighed bliver livet helt let at leve.