Diesel, bræk og død
Det må være noget med kropslugt og attitude, der med manglende sex som katalysator, skaber disse blegfede kørefæ, der tøffer rundt i trafikken og især om morgenen gør personskade til en dyd mens de transcenderer deres indebrændthed til medborgerne, de ordentlige af slagsen.
Horder af småtbegavede minivan-chauffører kører det indre København tyndt, i de lange bilkøer sidder de frustrerede og mobiltelefontalende mens vi cyklister frejdigt, økologisk og morgenfriske suser forbi bjergene af os og død. I magtesløshed påkøres den ene svage trafikant efter den anden af disse håndværkertosser, som i alvor mener, at vejen tilhører dem, og at cykelstien er til for at de kan åbne deres bildør. Med centimetertykke briller og skummende mundvige sidder de deroppe, mens flommen fra det hvide brød og de mange kilo penicilinsvin med det gula kiler sig ind mellem de svage ben og det store rat. Mindreværdskomplekserne udleves i form af dyt, båt og påkørsler i en by, der hverken kan rumme flere biler eller flere fæhoveder.
Der går ikke længe, før vi må genrejse voldene. En rejsning, der får betydning for miljøkampen og for det endelige opgør mellem vestegn og latte. En vold, der vil symbolisere grænsen mellem uendelig dumhed og ophøjet kulturklasse. En manifestation, der er langt vigtigere end de hypotetiske problemer, der for tiden blæses op af såkaldte midterpartier i vores gamle land. Et land, der nu for alvor trækkes ned i det bundløse dynd af sortarbejdere, lummer småfasisme og kopivarer.
Danmark, din korte chance er ved at løbe ud. Påkørslen er nært forestående.