Lad mig være i fred
Linselusene krænger deres inderste ud på skærmen. Dem, der burde være objektive og neutrale bedriver følelsesporno og smagsdommeri og græder over deres barndom og andres ufuldkommenhed i misforståede forsøg på en kombi af genrejsning af egen afskallede nedtur på grund af for meget gentagelse og tom søgen efter mening og PENGE i ingenting. Fra ingenting kommer ingenting, og i dette latterlige, lille land er intetheden ved at brede sig ud fra matriklerne. Kulturløshed og selvfedhed blandet med ubegavet selvforståelse i en tid, der fordrer sammenhold, rank ryg og stærk kulturel forankring. Men alting drukner i X-factor, sportsbrian og folkeparti-præstesnak.
Er det så underligt, at vi har et problem med utilpassede unge? Men også her har GEJSTEN svaret. Lad Blachman Thomas trække i den sorte dræberblæser og fyre den af på Nørrebro. Mens tårerne strømmer ned af hans kinder får han ryddet op i den betændte torsdagsdemonstration. Aner man et lille smil på yderlæben?