?òretævernes Holdeplads
Første majdag. En af de smukkeste dage i året. Blomster i flor, dyrebørn på vej, og naive, bagskuende navlepillenarkomaner i parkerne.
Men hvem har overtaget alle de smukke paroler? Forklædt som “liberale” har centrum-højre over hele Vesten taget vældfærdsstaten til sig og iklædt sig garantsjalet for de svage. Men det er et sølle sjal. New Labour, Compassionate Conservatism og ikke mindst det detroniserede danske minimalsamfund er tvivlrådighedens kronvidner.
Med stormskridt cementeres den offentlige sektor, planøkonomien, kassetænkningen, den udtværede tværfaglighed og udsigten til en belønning i form af en napoleonskage efter lang tids tro og vækstfremmende tjeneste.
Selv i et liberalistisk system er solidaritet vigtig, også selv om alting fundamentalt går ud på at mele den føromtalte napoleponskage mest muligt. For kun den ægte visionære kan se potentialet i de andres evner. Evner, som man ikke kan forpligte folk hinsides. Folk, som burde være klogere end at konsumere blå bolsjer under de røde faner.