Danmark er et samfund, der ligger i aflåst sideleje. I live og sikret mod bevægelse. Hverken frem eller tilbage kan det bevæge sig. Blot ligge, fikseret til eget bedste i status quo. Hvorledes skal vi forsøge at bringe kroppen fremad og ruste samme til fremtidig kamp om ressourcer, indflydelse og overlevelse i en verden, der accelererer i hastigt tempo med innovative skridt? Som vi nu har valgt at ligge, trygt i aflåst sideleje. Sikret mod kvælningsdød i eget opkast, præpareret til indgreb ved pludselig ildebefindende kan vi blot se på, at verdenen iler forbi med hastige skridt. Tanker om at forberede os på morgendagen, der kommer, bliver meningsløse når vi ligger ned.

Det er på tide, at vi indser, at bevægelse er den eneste mulighed vi har tilbage. Patienten Danmark skal rejses fra lejet. Gøres klar til udfordringerne, der venter og så afgjort ikke bliver mindre for hver minut, der spildes.  Danmarks hjerne skal vækkes. De der besidder evne til erkendelse må bringes til at indse, at kun døden venter på den der ligger stille. Den liberale grundtanke om den enkeltes skaberkraft skal italesættes. Individets egen tro på, at eget produktive bidrag kan skabe vækst, skal være reveillen, der vækker den slumrende krop. De yngste, børnene og de kommende skabere af fremtidig velfærd, skal lære at deres bidrag og egen skabt velstand er sikkerhed for, at den almene velfærd kan overleve på sigt.

På den ene side står horderne af opfindere og innovatører. På den anden side – finansieringssiden – finder vi milliarder af kroner, der ikke finder vej til entreprenørerne. Det eneste, vi kan håbe på, er at nogen fylder afgrunden op med penge. For broer kan man jo ikke bygge i dette lille taberland. Et land, der er ved at gå til i selvfedhed og et fælles fodslag mod en imaginær ydre fjende. En fjende, der allerede har opgivet – og hellere vil tjene penge end diskutere for eller imod multikulturelle anliggender. Et helt igennem nedtursbillede af et land, der ikke ville være med til den store vækstfest.

Oplevelsesøkonomien betyder, at vi skal høre på endeløse baner af ævl og bræk fra timeansatte tjenere og bebumsede telefonsælgere, der har været på storytelling-kurser. GEJSTEN siger: Hold KÆFT og giv os FRED. Vil have en FREDELIG oplevelse iblandet alhohol.

Altimens Den Store Rorgænger igen har absetneteret sig.

Hvad med at være en organisation, der arbejder for vækst? Hvad med at se muligheder i stedet for konflikter? Hvorfor mon de unge generationer griner af fagbevægelsen? KLOVNEN vender ryggen til og drager et de tabte muligheders suk. Med dårlig ånde.

Sænk dem ned i lunkent vand og luk låget i. Så kan de ligger der i evig wellness og onanere i mørket, mens vi andre kan få FRED. Wellness vokser ikke ud af at smøre mad på kroppen, wellness kommer af stort alkoholforbrug og erkendelsen af, at andre har det værre end ?©n selv.

Måske er her id?©en til et borgerligt ekspertpanel. Smagsdommere i Wellness på den Borgerligt-Liberale Måde. Kommissoriet fylder kun ?©n sætning: “Der kommer flere og flere af dem, det hjælper ikke at sætte fælder op mere.”

Når en erhvervsleder kan score svimlende summer ved at forbedre bundlinien på kort sigt, kan enhver sige sig selv, at det går ud over de længerevarende investeringer. Alle innovative, fremadskuende, entreprenante og spekulative projekter stoppes og erstattes med her&nu-profit og rationaliseringer.

En strategi, der standser vækst i Danmark mens den forgylder den IQ-svage elite. En elite, der tæller en større mængde tidligere borgerlige politikere. Den tvivlsomme jagt på profit på den korte bane sætter Danmark endeligt af sporet som et elendigt servicesamfund uden visioner, krav eller fantasi. De kommende generationer bliver ofret på middelmådighedens og grådighedens alter i dansk erhvervsliv.

At være Liberal og Global betyder at tænke stort. Giv dog de børnene mulighed for at vælge mellem de 3 store sprog. Kinesisk, Spansk og Engelsk så kan kommende generationer klare sig i en multikulturel verden, hvor vækst sikres gennem samhandel og innovation og ikke påbud fra bedrevidende grådige håndtasker med snævert udsyn.

Endnu en festival. Endnu horder af nulremænd i spasserland. Man må tage den fjollede sommerhat af for festivalledelsen, som trods alt magter at finde nyt og uprøvet materiale frem hvert år.

Det er ikke som ude i den virkelige verden. D?©r, hvor hjulene går i stå, hvis man deles om noget, hvor der ikke er noget at komme efter, og hvor nytte og værdi ikke kan måles på samme skala. D?©r, hvor DJ?òF-laget ligger som 20cm klistret sirup overalt og kommer ind i kropsåbningerne. Mængderne af inkompetente bøsserøve, som render rundt og skubber til papirsbunkerne, aflyser møder om ressourceplanlægning og aldrig bidrager med et eneste konkret, værdiskabende tiltag.

De er velfærdsstatens glemte overførselsindkomstmodtagere.